Spændingen i vores tid – og det nødvendige skifte

Vi står i en tid, hvor vores forståelse af børn, trivsel og læring har udviklet sig markant.

Vi ved i dag mere end tidligere om:

betydningen af relationer
sammenhængen mellem trivsel og læring
hvordan stress og belastning påvirker deltagelse
at udvikling ikke sker lineært, men i bevægelse og variation

Det kan høres i vores sprog.

Vi taler om:

trivsel som forudsætning
deltagelse og motivation
helhed og sammenhæng
kapacitet og bæredygtighed
dynamiske processer

Sproget har med andre ord flyttet sig.

Alligevel oplever mange i praksis, at noget ikke hænger sammen.

Når det, vi ved, ikke virker som forventet

I hverdagen ser vi ofte det samme mønster:

Vi laver en plan, som fagligt giver mening.
Vi tager udgangspunkt i barnets interesser.
Vi skaber roligere rammer.
Vi tilrettelægger aktiviteter, der burde understøtte trivsel og læring.

Barnet siger måske også ja.

Men så sker der noget:

barnet trækker sig
mister energi
bliver uroligt eller afvisende

Og så står vi med spørgsmålet:

Hvad gik galt?

Spændingen i praksis

Det er her, spændingen viser sig.

Vi arbejder ud fra en forståelse af, at trivsel og udvikling er komplekst og afhænger af mange forhold.

Men samtidig planlægger vi ofte, som om vi på forhånd ved, hvad der vil virke.

Vi kommer til at:

formulere mål for, hvad barnet skal udvikle
beskrive aktiviteter som noget, der fører til bestemte resultater
arbejde ud fra antagelser om, hvad der skaber motivation og ro

Vi forsøger at skabe sikkerhed i en virkelighed, der ikke er forudsigelig.

Når viden bliver styrende

Den viden, vi arbejder med, er vigtig.
Men den er ikke neutral.

Noget af den er udviklet i en anden tid, hvor fokus var:

kontrol
forudsigelighed
standardisering

Og selv når vi arbejder med nyere viden, kan den let blive til faste sammenhænge:

roligere rammer giver ro
bestemte aktiviteter skaber motivation
bestemte indsatser fører til udvikling

Problemet opstår, når disse sammenhænge bliver til noget, vi forventer vil ske.

Så begynder vores forståelser at styre vores blik.

Vi leder efter det, vi allerede tror.

Og vi risikerer at overse det, der faktisk viser sig.

Hvad praksis viser os

I praksis ser vi noget andet:

Et barn kan sige ja til en aktivitet, men senere trække sig, fordi ja’et ikke udsprang af egen motivation.

Noget, der virker for mange, virker ikke nødvendigvis i den konkrete situation.

Det, vi troede var en god idé, kan vise sig ikke at passe til barnets værdier, grænser eller aktuelle kapacitet.

Det betyder ikke nødvendigvis, at barnet ikke vil.
Det betyder heller ikke nødvendigvis at barnet er rigid.

Det betyder, at vi ikke kan vide på forhånd, hvad der vil virke.

Det nødvendige skifte

Derfor er der brug for et skifte.

Ikke væk fra viden.
Men i måden vi bruger den på.

Vi går fra:

at forklare på forhånd
til at undersøge undervejs

Vi går fra:

at styre efter mål og forventede effekter
til at arbejde med retning og det, der bliver muligt i situationen

Vi går fra:

at handle på det, vi tror, vi ved
til at handle på det, vi faktisk kan se er i gang

Hvad det betyder i praksis

Det betyder, at vi ændrer, hvad vi forstår som planlægning.

Vi stopper ikke med at planlægge.
Men vi stopper med at planlægge i den form, hvor vi på forhånd fastlægger:

– hvad der skal ske
– hvordan det skal ske
– og hvad det skal føre til

I stedet arbejder vi med en anden form for styring.

Planen flytter sig

I en traditionel tilgang er planen noget, vi lægger på forhånd.

I Navigationsspiralen er planen ikke noget, der ligger færdigt.
Den opstår og udvikler sig undervejs.

Det betyder:

– vi arbejder med retning i stedet for faste mål
– vi tager ét skridt ad gangen
– vi følger det, der faktisk sker
– vi justerer løbende

Det er her spiralen kommer ind

Navigationsspiralen er netop den struktur, vi arbejder efter.

Ikke som en fast rækkefølge
– men som en bevægelse, vi hele tiden vender tilbage til:

Vi orienterer os i det, der er
Vi forsøger at forstå sammenhænge
Vi finder retning
Vi vælger næste skridt
Vi handler og mærker
Vi følger op og justerer

Forskellen er ikke, om vi styrer

Forskellen er, hvordan vi styrer.

Vi går fra:

“Vi laver en plan, som vi følger”

til:

“Vi har en retning, som vi navigerer efter”

Hvad det kræver i praksis

Det betyder, at vores opmærksomhed flytter sig:

– fra at holde fast i planen
– til at holde øje med, hvad der sker

Vi spørger ikke først og fremmest:

“Hvad var planen?”

Men:

– Hvad viser sig lige nu?
– Hvad åbner?
– Hvad lukker?
– Hvad kalder på næste skridt?

Derfor er det stadig struktureret

Det er ikke mindre systematik.

Det er en anden form for systematik:

– vi arbejder stadig med overblik
– vi arbejder stadig med vurdering
– vi arbejder stadig med opfølgning

Men vi gør det i bevægelse
– ikke som faste faser

Kort sagt

Vi stopper ikke med at planlægge.

Vi stopper med at planlægge, som om vi kan vide på forhånd.

I stedet bruger vi Navigationsspiralen til at:

forstå bedre
vælge klogere
og handle mere præcist undervejs

En anden form for faglighed

Det kræver noget andet af os som fagpersoner.

Ikke mindre faglighed.
Men en anden form for faglighed.

Det kræver:

at vi kan være i det uafklarede
at vi kan holde vores viden åbent
at vi ikke låser os fast på én forståelse
at vi tør ændre retning, når noget ikke virker

Det er her dømmekraften bliver central.

Under overfladen

Under overfladen gælder stadig nogle grundvilkår:

vi står midt i det levede liv
alt hænger sammen
udvikling sker gennem variation
deltagelse afhænger af betingelser
virkeligheden kan ikke sættes på formel
alt er i forandring

Når det er vilkårene, må vores praksis kunne følge med.

Kort sagt

Vi har udviklet et sprog, der afspejler en kompleks virkelighed.

Men vores praksis er ikke altid fulgt med.

Derfor står vi i en spænding mellem det, vi ved, og det, vi gør.

Det nødvendige skifte er ikke at vide mindre.

Det er at lade det, vi ved, træde et skridt tilbage –
så vi kan få øje på det, der faktisk viser sig.

Og derfra handle mere præcist.