Da de fantastiske hjerner mødtes

En fortælling i serien De fantastiske hjerners rejse til Mulighedernes Land

Der er allerede liv på kajen.

En lille hjerne kommer løbende med en rygsæk over skulderen.

“Er det her båden?”

Det er Filo.

Filo har næsten ikke fået stillet tasken, før blikket er ude over vandet.

“Gad vide, hvad der er på den anden side.”

Lidt længere henne sidder Gamo med en skærm foran sig.

“Jeg har prøvet at finde ruten,” siger Gamo. “Der er flere muligheder.”

“Perfekt,” siger Filo. “Så vælger vi bare den sjoveste.”

Gamo ser op.

“Eller den smarteste.”

Ved kanten af kajen står Sano og betragter lyset i vandet.

“Kan I se, hvordan farverne ændrer sig lige dér?”

Filo og Gamo vender sig.

De havde ikke lagt mærke til det.

“Det ligner næsten, at vandet lyser,” siger Sano.

På en bænk sidder Lumo med en bog slået op.

“Det skyldes måske vinklen på lyset,” siger Lumo. “Eller noget i vandet. Jeg kan undersøge det.”

Et lille stykke derfra knæler Zano ved sivene.

“Shh.”

De andre bliver stille.

En fugl sidder helt tæt ved vandet.

Zano smiler.

“Den har været her hele tiden.”

Filo kigger overrasket.

“Hvordan opdagede du den?”

Zano trækker på skuldrene.

“Jeg kigger efter dyr.”

“Jeg kigger efter veje,” siger Filo.

“Jeg efter systemer,” siger Gamo.

“Jeg lægger mærke til stemninger, farver og detaljer,” siger Sano.

“Og jeg prøver at forstå, hvordan ting hænger sammen,” siger Lumo.

De bliver stille et øjeblik.

De står alle sammen på den samme kaj.

Alligevel har de fået øje på noget forskelligt.

“Så hvem af os ser rigtigt?” spørger Filo.

Gamo ser på de andre.

“Vi ser vel bare forskellige ting.”

“Forskellige dele,” siger Lumo.

Sano nikker.

“Og måske ville jeg lægge mærke til noget helt andet et andet sted.”

“Det ville jeg også,” siger Zano. “Jeg tænker jo ikke kun på dyr.”

“Godt,” siger Lumo. “For jeg gider heller ikke altid læse.”

Filo ser på dem.

“Og jeg gider faktisk heller ikke altid have eventyr.”

De andre vender sig mod Filo.

“Virkelig?”

Filo griner.

“Nogle gange vil jeg helst bare være et sted, jeg allerede kender.”

Nu griner de alle sammen.

Så lyder en stemme fra båden.

“Det lyder, som om I allerede har fået øje på noget interessant.”

De kigger op.

På dækket står en lille hjerne med en kikkert under armen.

“Velkommen om bord. Jeg er Navigatoren.”

Filo griber sin rygsæk.

“Kom!”

En efter en går de op ad landgangen.

Inde i styrhuset standser Gamo.

På væggen hænger atten små billeder.

Glamo. Zano. Kreo. Meko. Nilo. Ono. Silo. Timo. Milo. Rimo. Gamo. Sano. Lumo. Vilo. Primo. Normo. Atlo. Filo.

“De fantastiske hjerner,” læser Gamo højt.

Filo kigger på billederne.

“Er det os?”

Navigatoren kommer hen til dem.

“Hvad tænker I?”

Sano studerer billederne.

“De ser ret forskellige ud.”

“Og navnene fortæller også noget forskelligt,” siger Lumo.

Filo finder sit eget billede.

“Filo · Eventyreren.”

Så bliver Filo stille et øjeblik.

“Men hvis jeg ikke altid har lyst til eventyr … er jeg så stadig Filo?”

Sano kigger videre langs rækken.

“Jeg kan faktisk genkende noget af mig selv i flere af dem.”

“Det kan jeg også,” siger Gamo.

Navigatoren ser på dem.

“Hvad kunne det fortælle jer om billederne?”

Lumo tænker sig om.

“At de måske ikke fortæller alt om os.”

“Eller at vi ikke skal vælge én og så være den for altid,” siger Sano.

Zano peger på et andet billede.

“Jeg kan godt lide dyr. Men der er også meget andet, der betyder noget for mig.”

Filo nikker.

“Så de er ikke kasser.”

“Det håber jeg virkelig ikke,” siger Gamo.

Navigatoren smiler.

“Hvad kunne de så være?”

De står lidt og ser på billederne.

“Måske noget, der hjælper os med at få øje på forskellige sider,” siger Sano.

“Eller ting, der kan fylde mere eller mindre,” tilføjer Lumo.

Filo finder igen sit eget billede.

“Så jeg må godt have lidt af de andre med?”

“Jeg tror allerede, du har det,” siger Gamo.

Et vindstød rammer pludselig båden.

Filo læner sig grinende ind i vinden.

Sano træder et skridt tilbage.

Zano følger fuglen, der letter fra sivene.

Gamo griber sin skærm, før den glider.

Lumo ser op mod skyerne.

Navigatoren ser rundt på dem.

“Hvad lagde I mærke til lige dér?”

“Vinden!” siger Filo. “Den var fantastisk.”

Sano trækker skuldrene lidt op.

“Jeg syntes faktisk, den kom ret pludseligt.”

“Jeg så fuglen flyve,” siger Zano.

Gamo holder stadig fast i sin skærm.

“Jeg tænkte mest på, at den var ved at ryge på gulvet.”

Lumo kigger op mod himlen.

“Jeg begyndte at tænke på, om vejret er ved at ændre sig.”

De ser på hinanden.

“Det var jo den samme vind,” siger Filo.

“Ja,” siger Sano. “Men vi lagde mærke til noget forskelligt.”

Gamo nikker.

“Og den betød heller ikke helt det samme for os.”

Navigatoren spørger:

“Hvad fortæller det jer?”

Lumo tænker sig om.

“Måske at det ikke kun handler om, hvordan vi er.”

Sano ser ud over vandet.

“Men også om det, vi møder.”

“Og om situationen lige dér,” siger Gamo.

Zano kigger efter fuglen igen.

“Og måske ændrer det sig også næste gang.”

Navigatoren nikker.

“Det lyder som noget, der er værd at holde øje med på rejsen.”

Filo går hen mod roret.

“Så skal vi ikke bare af sted?”

“Jo,” siger Gamo. “Men hvorhen?”

Filo peger ud over vandet.

“Mulighedernes Land.”

“Det er ret stort,” siger Lumo.

“Så hvilken vej?” spørger Sano.

De ser på Navigatoren.

Filo smiler.

“Det er vel dig, der ved det. Du er jo Navigatoren.”

Navigatoren ler.

“Jeg kan hjælpe jer med at finde vej.”

“Så du kender ruten?” spørger Filo.

Navigatoren ryster på hovedet.

“Det er ikke helt det samme.”

De fantastiske hjerner ser på hinanden.

Så ser de ud over farvandet.

Foran dem ligger ikke én færdig vej.

Men mange mulige.

Og Livets Navigationsbåd er klar til at sejle.

Rejsen til Mulighedernes Land kan begynde.