Da farverne ikke helt passede

En fortælling i serien De fantastiske hjerners rejse til Mulighedernes Land

På dækket ligger en stor bunke stof.

“Vi skal have lavet et flag til båden,” siger Rimo.

“Et rigtigt stort et!”

Gamo har allerede fundet papir og blyant frem.

“Vi kan lave et system. Tre farver, et symbol i midten og måske navnet på båden nederst.”

“Gult!” siger Rimo.

“Og blåt.”

Sano sætter sig på hug ved stoffet.

Der er rødt, grønt, gult, blåt og lilla.

Sano tager et stykke mørkegrønt stof op og holder det mod lyset.

“Se. Det skifter næsten farve.”

Rimo er allerede i gang med at rulle det gule stof ud.

“Gult og blåt bliver perfekt.”

“Ja,” siger Sano.

De går i gang.

Gamo måler.

Rimo klipper.

Sano tegner forsigtigt en form på stoffet.

Men efter lidt tid holder Sano op.

“Skal den ikke være større?” spørger Gamo.

Sano trækker på skuldrene.

“Jo. Måske.”

Rimo holder flaget op.

“Det bliver fedt!”

Sano smiler lidt.

“Ja.”

Navigatoren kommer forbi med en kasse under armen.

“Hvordan går det?”

“Godt,” siger Rimo.

“Vi har næsten besluttet det hele.”

Navigatoren ser på Sano.

“Og hvad arbejder du med?”

Sano kigger ned på den lille tegning.

“Jeg ved det ikke helt.”

Navigatoren sætter kassen fra sig.

“Hvad er du i tvivl om?”

Sano tager det mørkegrønne stof op igen.

“Jeg tror bare ikke helt, det ser ud, som jeg havde forestillet mig.”

Rimo stopper med at klippe.

“Men du sagde jo, at du godt kunne lide gult og blåt.”

“Det kan jeg også.”

Sano tænker sig om.

“Jeg tror bare, jeg sagde ja, fordi I allerede var så glade for det.”

Der bliver stille et øjeblik.

Gamo ser på skitsen.

“Hvad havde du selv forestillet dig?”

Sano tøver.

Så finder Sano nogle små stofstykker frem.

Mørkegrøn.

En støvet rosa.

Lidt gyldent.

“Jeg havde tænkt noget mere sådan her.”

Sano lægger dem ved siden af hinanden.

“Og måske ikke ét stort symbol. Måske små tegn, man først opdager, når man kommer tættere på.”

Rimo læner sig ind over stoffet.

“Det havde jeg aldrig tænkt på.”

“Det er ret flot,” siger Gamo.

Sano smiler.

“Jeg ved ikke, om det skal være sådan. Jeg havde bare lyst til at prøve.”

Navigatoren spørger:

“Hvad gør det lettere at mærke, hvad du selv har lyst til?”

Sano tænker.

“At jeg ikke behøver svare med det samme.”

“Og at nogen spørger,” siger Sano efter lidt tid.

“Men ikke sådan, at der allerede er et rigtigt svar.”

Rimo sætter saksen fra sig.

“Så skal vi ikke prøve begge dele?”

De lægger stoffet ud igen.

Det gule får lov at blive.

Det blå også.

Men nu kommer det mørkegrønne med.

Og de små tegn.

Sano begynder at tegne igen.

Denne gang går det hurtigt.

“Vent,” siger Sano pludselig.

“Jeg har en idé.”

Gamo rækker papiret frem.

Rimo flytter sig tættere på.

Sano tegner en bølgende linje gennem flaget.

“Den kunne være vandet. Eller en vej. Eller begge dele.”

“Den skal med,” siger Rimo.

Sano griner.

“Nu sagde du ja ret hurtigt.”

Rimo griner også.

“Okay. Vis os først resten.”

Senere hænger flaget over dækket.

Det ligner ikke helt noget, nogen af dem havde forestillet sig fra begyndelsen.

Navigatoren står sammen med dem og ser op.

“Hvad fik I øje på?”

Gamo svarer først.

“At man godt kan være enig og stadig have noget andet med.”

Rimo nikker.

“Og at et ja ikke altid betyder, at man er færdig med at mærke efter.”

Sano følger den gyldne linje hen over stoffet.

“Jeg tror, jeg får flere idéer, når der er plads til, at noget kan ændre sig undervejs.”

Et vindstød tager fat i flaget.

Farverne folder sig ud over dem.

Sano ser op.

“Nu føles det mere rigtigt.”

Navigatoren smiler.

“Hvad mon det gør muligt?”

Sano ser på Rimo og Gamo.

Så på flaget.

“Jeg får lyst til at lave videre.”

Og det gør de.