Da farverne ikke helt passede

En fortælling i serien De fantastiske hjerners rejse til Mulighedernes Land

De skal lave et flag til båden.

Rimo er hurtigt klar. “Gult og blåt.”

Gamo tegner en skitse. “Det kan fungere.”

Sano ser på farverne. De er fine. Bare ikke helt rigtige.

“Ja,” siger Sano.

Og så er de i gang.

Det går hurtigt. Rimo har energi. Gamo har en plan. De griner over noget, mens arbejdet tager form.

Sano finder et mørkegrønt stykke stof. Holder det et øjeblik. Lægger det tilbage.

Det er lettere sådan. De andre er jo allerede godt i gang.

Efter lidt tid ser Gamo op.

“Du er blevet stille.”

“Jeg tænker bare.”

Sano ser på flaget. Det er næsten færdigt. Det burde føles godt.

Det gør det ikke.

Navigatoren står længere henne på dækket. Sano opdager ikke, hvor længe Navigatoren har stået der.

“Hvad tænker du?” spørger Navigatoren.

Sano trækker på skuldrene. “Det er ikke vigtigt.”

Ingen siger noget.

Sano ser igen på flaget.

“Jo.”

Rimo stopper.

Sano tager det mørkegrønne stof frem.

“Jeg tror ikke, jeg mente ja før.”

Et øjeblik sker der ingenting. Rimo ser på det næsten færdige flag.

“Men vi var jo lige så godt i gang.”

“Det ved jeg.”

Sano mærker varmen stige i kinderne.

“Det er derfor, jeg ikke sagde noget.”

Gamo lægger skitsen ned.

“Hvad havde du tænkt?”

“Jeg ved det ikke helt.”

Sano finder et støvet rosa stykke og lidt gyldent frem.

“Bare … noget, der føles mere sådan her.”

Rimo sukker næsten uhørligt. Så sætter Rimo sig ned igen.

“Okay.”

Gamo skubber skitsen over mod Sano.

“Vis.”

Sano flytter rundt på stofstykkerne. Langsomt først. Så hurtigere.

En mørkegrøn stribe. Små gyldne tegn. En bølgende linje gennem det hele.

“Den kunne være vand,” siger Sano.

Gamo ser på den.

“Eller en vej.”

Sano nikker. “Ja.”

Rimo tager det gule stof og lægger det ved siden af.

“Skal det her stadig med?”

Sano ser på det.

“Ja. Det skal bare ikke være det hele.”

Denne gang siger ingen noget med det samme. De ser på farverne sammen.

Så begynder de igen.

Senere hænger flaget over dækket.

Det er ikke blevet, som Rimo havde tænkt. Ikke som Gamo havde tegnet. Ikke engang helt som Sano havde forestillet sig.

Vinden tager fat. De små gyldne tegn kommer til syne mellem folderne.

Sano ser op.

“Der.”

Rimo følger blikket.

“Dem kunne man næsten have mistet.”

Sano nikker.

“Ja.”

Et øjeblik står de bare og ser.

Så finder Sano et nyt stykke stof frem.

“Jeg har fået en idé til bagsiden.”

Rimo kigger på Gamo. Gamo kigger på Sano.

“Vis os den først,” siger Gamo.

Sano smiler.

Og denne gang venter de.