Når trivsel og læring skal give mening indefra

Når et barn eller en ung ikke trives, bliver spørgsmålet ofte:

Hvad skal der til, for at barnet kan komme tilbage, deltage mere eller lære mere?

Det er et vigtigt spørgsmål.

Men måske må vi nogle gange begynde et andet sted.

Ikke med det, vi voksne tænker burde virke.

Men med en nysgerrighed på:

Hvordan opleves livet, hverdagen og de muligheder, vi tilbyder, egentlig indefra?

Hvad føles meningsfuldt?
Hvad vækker interesse?
Hvad opleves trygt?
Hvad føles muligt?
Og hvad gør det modsatte?

Barnets perspektiv kan ikke nødvendigvis indfanges i én børnesamtale eller ved at gennemgå dokumentation. Det bliver tydeligere, når vi skaber betingelser, hvor det kan komme til syne i relationer, over tid og i barnets levede liv.

Det personlige perspektiv er mere end det, barnet siger

At arbejde med barnets personlige perspektiv handler ikke kun om at spørge:

“Hvad vil du?”

Det handler om at blive klogere på det, der faktisk betyder noget indefra.

Det kan være:

personlige værdier
motivation og interesser
præferencer
drømme, håb og ønsker
erfaringer og livshistorie
oplevelser af omverdenen
tillid til omverdenen.

Det er ikke noget, vi kan planlægge på forhånd.

Vi kan ikke beslutte, at gården, dyrene, klasselokalet, den praktiske opgave eller et bestemt undervisningsforløb automatisk vil give mening for barnet.

Vi kan undersøge det.

Nogle børn finder mening i dyrene. Andre i en konkret opgave, en relation, bevægelse, ansvar, ro eller muligheden for at vælge til og fra.

Det betyder, at det personlige perspektiv ikke er et ekstra lag oven på en indsats.

Det kan være med til at ændre vores forståelse af selve situationen.

Når et barn ikke kan være med ét sted

Et barn kan have svært ved at være med i én sammenhæng og samtidig være nysgerrigt, lærende, engageret og betydningsfuldt i en anden.

Det fortæller ikke kun noget om barnet.

Det fortæller også noget om betingelserne omkring deltagelsen.

I En Verden med Trivsel tager vi derfor udgangspunkt i, at det, der bliver muligt at tage del i, formes af betingelser:

inde i os, mellem os og omkring os.

Deltagelse kan derfor ikke kun forstås som en egenskab ved barnet eller som noget, barnet skal lære sig frem til uafhængigt af den sammenhæng, det står i.

Krop og nervesystem, erfaringer, interesser, relationer, aktiviteter, omgivelser, forventninger, forståelser, organisering og de ressourcer, der er til rådighed, kan alle få betydning for, hvad der faktisk bliver muligt.

Det ændrer spørgsmålet fra:

Hvordan får vi barnet til at kunne være med?

til også at være:

Hvad skal være muligt at tage del i — og hvad har betydning for, om denne mulighed faktisk bliver tilgængelig?

Barnets perspektiv kan fortælle noget om verden omkring barnet

Når et barn siger:

“Der er for meget larm.”
“Jeg lærer ikke noget her.”
“Jeg kan ikke være mig selv.”
“Jeg kan ikke stole på de voksne.”

er det ikke kun information om barnets indre tilstand, motivation eller behov.

Det kan også være vigtig information om relationerne, aktiviteterne, omgivelserne og de andre betingelser, barnet forsøger at deltage under.

Derfor bliver et vigtigt spørgsmål:

Hvad fortæller barnets oplevelse os om den situation, barnet forsøger at være med i?

Det er en væsentlig forskydning.

For så bliver barnets perspektiv ikke bare noget, der skal høres.

Det bliver noget, vi orienterer os efter.

Trivsel opleves indefra

Trivsel kan ikke reduceres til fremmøde, gennemførte opgaver eller synlig ro.

Et barn kan være fysisk til stede uden at kunne være mentalt med.

Et barn kan bruge færre pauser, fordi betingelserne er blevet bedre — eller fordi barnet bruger flere kræfter på at holde ud.

Et barn kan løse flere opgaver uden nødvendigvis at opleve større mening eller læring.

Derfor må vi også være nysgerrige på:

Hvordan opleves det?

Er der tryghed og overskud?
Er der mening og glæde?
Er der mulighed for at være sig selv, påvirke tempo og valg og følge det, der betyder noget?

Det er ikke mål, barnet skal præstere sig frem til.

Det er muligheder, vi ønsker at åbne, beskytte og vedligeholde.

Når noget får betydning, kan læring åbne sig

Det personlige perspektiv kan også få stor betydning for læring.

Når noget opleves som vigtigt, virkeligt eller meningsfuldt, kan der opstå en åbning.

Det kan vise sig som:

nysgerrighed
lyst til at undersøge
engagement
eller at barnet bliver i situationen lidt længere.

Mening behøver ikke være til stede fra begyndelsen.

Den kan opstå undervejs.

Det, barnet selv opdager, kan få større betydning end det, der blot bliver forklaret, og relationen til en voksen kan være afgørende for, om barnet tør blive i det, der er nyt eller usikkert.

Det betyder ikke, at børn kun skal arbejde med det, de allerede interesserer sig for.

Det betyder, at vi kan være opmærksomme på:

Hvor opstår forbindelsen mellem barnet og det, der foregår?

For dér kan nye interesser, erfaringer, forståelser og læringsveje begynde at vokse frem.

Måske findes der flere veje til læring

Når et barn ikke trives eller ikke kan deltage i de læringsformer, vi allerede har til rådighed, er det let at komme til at spørge:

Hvordan får vi barnet tilbage på den kendte vej?

Men nogle gange er den vigtigste opdagelse, at den samme deltagelsesmulighed kan nås ad en anden vej.

Det kan være en anden aktivitet.

Et andet tempo.

En anden relation.

En mindre gruppe.

En praktisk sammenhæng.

En digital indgang.

Mere valgfrihed.

Mere støtte.

Eller en helt anden måde at forbinde barnets erfaringer med det faglige indhold.

Det er ikke nødvendigvis et farvel til mål, faglighed eller udvikling.

Det er et spørgsmål om at holde retningen fast, uden at gøre én bestemt vej til den eneste mulige.

Retningen kan være klar, selvom vejen ikke er lige.

Inddragelse er mere end at spørge

Barnets Lov lægger vægt på, at børn og unge skal inddrages kontinuerligt, så deres ønsker og synspunkter afspejles i sagsbehandlingen. Det gælder også børn og unge med funktionsnedsættelser.

Men reel inddragelse handler om mere end at gennemføre en samtale.

Det handler også om, om det, vi får øje på, får betydning for det, vi gør.

Hvis barnet fortæller, at noget opleves utrygt, men rammerne forbliver uændrede, er perspektivet måske blevet hørt uden at blive retningsgivende.

Hvis barnet viser stærkt engagement ét sted, men den viden ikke får betydning for de muligheder, der tilbydes andre steder, kan vigtig viden gå tabt.

Derfor må barnets perspektiv kunne bevæge sig på tværs af hjem, skole, fritid og andre dele af barnets liv.

Det kræver også noget af den måde, vi organiserer hjælpen på

At tage barnets perspektiv alvorligt kræver rammer, hvor det er muligt at:

lytte løbende, bruge faglig dømmekraft, justere i tide og skabe tilstrækkelig stabilitet til, at barnets perspektiv kan blive tydeligt.

Det hænger godt sammen med de fire gennemgående fokusområder, du viser fra Barnets Lov:

et tidssvarende børnesyn, fleksible sagsforløb, rette hjælp i tide samt færre skift og mere stabilitet.

Pointen er ikke bare, at barnet skal have en stemme.

Pointen er, at barnets erfaringer og perspektiv skal kunne påvirke den vej, vi vælger.

Og det kræver fleksibilitet.

For hvis barnets perspektiv faktisk skal have betydning, må vi også kunne ændre den kurs, vi havde forestillet os.

Fra fast plan til fælles navigation

Når vi ikke på forhånd kan vide, hvad der giver mening for det enkelte barn, bliver vores opgave ikke at finde den perfekte plan én gang for alle.

Vi må kunne orientere os løbende.

Vi ser på, hvad vi ønsker at gøre muligt.

Vi undersøger, hvordan mulighederne faktisk ser ud lige nu.

Vi bliver nysgerrige på det, der åbner og begrænser.

Vi ser på kapacitet, omgivelser og det, der ændrer sig.

Vi vælger en kurs.

Og vi ser, hvad der sker.

Så bliver opfølgning ikke kun:

Har barnet nået målet?

men også:

Hvad skete der med mulighederne, da vi ændrede noget?

Det er en anden måde at forstå udvikling på.

Ikke som en fast trappe.

Men som en bevægelse, hvor vi kan blive klogere undervejs og få øje på veje, vi ikke kunne se fra begyndelsen.

Når trivsel og læring skal give mening indefra

Barnets personlige perspektiv fortæller os ikke nødvendigvis, hvad løsningen er.

Men det kan hjælpe os med at forstå:

hvad der betyder noget,
hvad der opleves trygt,
hvad der vækker interesse,
hvad der føles muligt,
og hvordan verden ser ud fra det sted, barnet står.

Det er vigtig viden.

Ikke fordi barnet alene skal finde vejen.

Men fordi vi kun kan skabe meningsfulde veje sammen, hvis vi er villige til at lade det, der opleves indefra, få betydning for det, vi gør omkring barnet.