Hvad mener vi egentlig, når vi siger helhedsorienteret?

Dette er et indlæg i serien Mellem intentioner og virkelighed, hvor vi retter blikket mod det, der kan ske, når de intentioner, vi sætter retning efter, skal omsættes til modeller, systemer og hverdagspraksis.

De fleste vil formentlig være enige om, at børn og unge skal mødes helhedsorienteret.

Ordet står i lovgivning, faglige modeller, strategier og beskrivelser af god praksis.

Barnets lov siger eksempelvis, at en børnefaglig undersøgelse skal tilrettelægges ud fra en helhedsbetragtning, og at den skal afdække udfordringer og ressourcer hos barnet eller den unge, familien og netværket. Fagpersoner, der allerede har viden om barnets og familiens forhold, skal inddrages.

Så langt er retningen forholdsvis tydelig.

Men hvad betyder helhedsbetragtning, når vi skal gøre det i praksis?

Det spørgsmål er måske mindre enkelt.

Når en helhedsorienteret intention bliver til en struktur

ICS beskrives selv som en helhedsorienteret socialfaglig metode.

Den bygger på en forståelse af, at børn og unges velfærd formes i et samspil mellem barnets udviklingsmæssige behov, forældrekompetencer og forhold i familie og omgivelser.

Det var og er en vigtig bevægelse væk fra kun at se isoleret på barnet.

Men når den helhedsorienterede intention skal omsættes til praktisk sagsbehandling, må virkeligheden organiseres på en måde, der gør den mulig at arbejde med.

I ICS sker det blandt andet gennem tre hovedområder:

Barnets udvikling
Forældrekompetencer
Familie og netværk

Disse opdeles igen i dimensioner, fokusområder og konkrete fokuspunkter.

Det skaber struktur.

Det hjælper med at huske relevante områder.

Det gør det muligt at indsamle og dokumentere oplysninger.

Men det skaber samtidig et interessant spørgsmål:

Er det at komme rundt om mange relevante dele det samme som at se helheden?

Helheden kan godt forsvinde mellem felterne

I praksis foregår en del af afdækningen ved, at forskellige mennesker bidrager med viden.

En skole ved noget.

En psykolog ved noget andet.

Forældrene ved noget.

Barnet oplever situationen fra sit sted.

En sundhedsfaglig person kan kende andre sider af den.

I ICS’ blanket til indhentning af oplysninger angiver sagsbehandleren, hvilke områder der ønskes belyst. Den enkelte fagperson skal derefter kun svare på det, der er anmodet om, og kun i de felter, hvor vedkommende har konkret faglig viden.

Det giver god mening i forhold til relevans og dokumentation.

Men det betyder også, at virkeligheden kan komme til at bevæge sig gennem flere opdelinger:

Det levede liv → domæner → fokusområder → felter → forskellige faglige beskrivelser → en samlet socialfaglig vurdering.

Og her opstår en mulig spænding.

For det er ikke sikkert, at det vigtigste befinder sig inde i felterne.

Det kan befinde sig mellem dem.

En mavepine kan eksempelvis samtidig hænge sammen med søvn, belastning, en bestemt relation, et skolemiljø, forventninger, uforudsigelighed og muligheden for at trække sig.

Hvis oplysningerne fordeles på forskellige kategorier og forskellige fagpersoner, kan alle oplysningerne godt være til stede, uden at sammenhængen nødvendigvis bliver tydelig.

Den, der samler, får en særlig position

Det officielle materiale om de aldersopdelte fokusområder understreger selv, at materialet ikke er et afkrydsningsskema.

Fokuspunkterne er vejledende, og de kan ikke direkte overføres fra generel viden til det enkelte barn. Sagsbehandleren skal selv oversætte dem og udvælge de relevante undersøgelsesområder på baggrund af faglighed og kendskab til barnet.

Det er vigtigt.

Men det betyder også, at en stor del af arbejdet med at genetablere helheden efter opdelingen placeres hos én funktion: sagsbehandleren.

Andre har leveret deres perspektiver.

Barnet og forældrene har deres.

Men forbindelserne mellem perspektiverne bliver ikke nødvendigvis undersøgt af alle dem, der ser forskellige dele af situationen, samtidig.

Det rejser et andet spørgsmål:

Er en helhed noget én fagperson kan samle ud fra mange bidrag – eller bliver nogle helheder først synlige, når perspektiverne faktisk mødes?

Måske findes der forskellige former for helhed

Måske taler vi nogle gange om forskellige ting, når vi bruger det samme ord.

En form for helhedsorientering kan handle om bredde:

Har vi husket alle de relevante områder?

En anden kan handle om forbindelser:

Hvordan virker de forskellige forhold sammen?

Og en tredje kan handle om perspektiver:

Hvad bliver synligt, når barnet, familien og forskellige fagligheder får mulighed for at se på den samme situation sammen?

Alle tre kan være nødvendige.

Men de er ikke det samme.

Et skema kan være meget bredt og alligevel gøre forbindelserne vanskelige at få øje på.

Og en samtale kan være meget åben uden at sikre, at væsentlige forhold bliver undersøgt.

Spørgsmålet er derfor ikke, om vi skal vælge struktur eller helhed.

Spørgsmålet er, hvordan vores strukturer kan hjælpe os med at bevare helheden, mens vi arbejder.

Når modellen bliver det sted, vi ser fra

Alle modeller gør noget synligt.

Og alle modeller gør noget andet mindre synligt.

Det gælder ikke kun ICS.

Det gælder også ICF, Trivselstemplet, mulighedskort, handleplaner, diagnoser, målinger og enhver anden forståelsesramme.

Derfor er det ikke nok at spørge:

Er modellen helhedsorienteret?

Vi kan også spørge:

Hvilken helhed gør modellen synlig?

Hvordan opdeler den virkeligheden?

Hvilke forbindelser hjælper den os med at få øje på?

Hvilke forbindelser skal vi selv genetablere bagefter?

Og hvad kan måske slet ikke ses fra det sted, modellen placerer os?

Det er et andet blik på arbejdsformer.

Ikke som neutrale beholdere for virkeligheden, men som noget, der er med til at forme det, vi kan se.

Fra kategorier til deltagelsesmuligheder

Det er blandt andet derfor, Spor 1 i En Verden med Trivsel tager udgangspunkt i deltagelsesmuligheder.

Her begynder undersøgelsen ikke nødvendigvis med spørgsmålet:

Hvilket område hører denne oplysning til?

Den begynder med:

Hvad forsøger vi at gøre muligt – og hvad har betydning for denne mulighed lige nu?

Hvis vi eksempelvis undersøger muligheden for tryghed og overskud til at være fysisk og mentalt til stede, kan mange forskellige ting samle sig omkring den:

mavepine, søvn, en tryg lærer, en utryg lærer, pauser, sanseindtryk, forventninger, tidspunktet på dagen, relationer eller noget helt andet.

De behøver ikke først at blive gjort til hver sin forklaring.

Vi kan begynde med at se dem i deres fælles betydning for den mulighed, vi undersøger.

Det ligger tæt på ICF’s relationelle forståelse, hvor funktionsevne og deltagelse formes i et dynamisk samspil mellem krop, aktivitet, deltagelse, personlige og omgivelsesmæssige forhold.

Trivselsnøglerne kan derefter hjælpe os med at kigge bredere.

Men de må ikke blive seks nye skuffer.

De er seks steder at kigge fra på den samme situation.

Helhed som levende forbindelse

Måske er en nutidig helhedsbetragtning derfor ikke kun:

at få alle relevante oplysninger med.

Måske handler den også om:

at bevare forbindelserne mellem oplysningerne.

At kunne se, at noget ændrer betydning afhængigt af situationen.

At kunne opdage nye forhold undervejs.

At lade forskellige perspektiver mødes.

Og at kunne justere vores forståelse, når virkeligheden viser noget, vores oprindelige kategorier ikke havde forudset.

Det ligner på mange måder forskellen mellem en fastlagt plan og dynamisk navigation.

Vi har stadig brug for retning.

Vi har stadig brug for struktur.

Vi har stadig brug for dokumentation.

Men strukturen må ikke blive så fast, at virkeligheden kun kan træde frem i de former, vi allerede havde besluttet på forhånd.

For hvis virkeligheden er levende, relationel og foranderlig, må vores fremgangsmåder kunne opdage mere end det, de på forhånd er bygget til at lede efter.

Hvad betyder helhedsbetragtning egentlig?

Det spørgsmål synes jeg ikke, vi skal besvare alene i et indlæg.

Det egner sig langt bedre til en fælles undersøgelse.

I Forståelsesværkstedet kan vi derfor tage udgangspunkt i blandt andet Barnets lov, ICS, ICF og konkrete erfaringer fra børn, familier og fagpersoner og sammen undersøge:

Når vi siger helhed, hvad er det så, vi forsøger at holde sammen?
Er det nok at belyse mange områder, eller kræver helhed også, at forbindelserne mellem dem undersøges?
Hvem skal have mulighed for at bidrage til forståelsen af helheden?
Hvad sker der, når forskellige faglige perspektiver først samles gennem én fagpersons fortolkning?
Hvordan kan vi skabe struktur og nødvendig dokumentation uden at fragmentere det levede liv?
Og hvordan kan vi vide, om den fremgangsmåde, vi bruger, faktisk hjælper os med at se det, der har betydning?

Målet er ikke at nå frem til én ny definition, som alle derefter skal arbejde efter.

Målet er at gøre selve begrebet helhedsbetragtning til genstand for fælles refleksion.

For måske er det først, når vi undersøger, hvad vi mener med helheden, at vi kan begynde at vurdere, om vores fremgangsmåder faktisk hjælper os med at se den.