Et indlæg i serien Mellem intention og virkelighed

Vi ved, at børn lever i levende omgivelser.
Alligevel arbejder vi ofte med dem, som om omgivelser kan afgrænses og sættes på skema.

Her ligger spændingsfeltet.

Intentionen er klar:
Barnets trivsel og udvikling skal forstås i samspil med dets omgivelser.

Bronfenbrenners økologiske model har tydeliggjort, at udvikling sker i dynamiske systemer. Relationer, miljøer og samfundsmæssige forhold påvirker hinanden – og deres betydning ændrer sig over tid og fra situation til situation.

Denne forståelse genfindes også i Socialstyrelsens referencer og i implementeringen af Barnets Lov.

Men når denne viden omsættes til styringsredskaber, ændrer forståelsen karakter.

I ICS-trekanten bliver omgivelser til felter.
Sagsbehandlere skal identificere risikofaktorer og beskyttelsesfaktorer.
Relationer og kontekster oversættes til kategorier.

Det betyder ikke, at redskaber er forkerte.
Men det betyder, at noget levende risikerer at blive behandlet som noget fast.

Fra bevægelse
til afkrydsning.

Fra relationer i tid
til flueben i et skema.

Når omgivelser reduceres til faktorer, opstår en risiko:

– at det, der styrker i én situation, fremstår som problem i en anden
– at kontekstens betydning udviskes
– at større samfundsmæssige vilkår glider i baggrunden

Spørgsmålet er ikke, om vi skal have redskaber.
Spørgsmålet er, om redskaberne kan rumme, at omgivelser er levende og foranderlige.

Hvis intentionen er at forstå barnets liv i sin helhed, må operationaliseringen kunne fastholde, at trivsel ikke opstår i isolation.

I en betingelsesbaseret livsforståelse spørger vi derfor ikke først:
“Hvad virker?”

Vi spørger:

Hvilke betingelser er til stede for dette barn – og hvilke mangler?
Hvad i omgivelserne understøtter mulighed for deltagelse, ro og udvikling?
Hvad indsnævrer råderummet?
Hvordan spiller de ydre rammer sammen med barnets indre liv – her og over tid?

Kun når vi holder omgivelserne levende i vores blik, kan vi skabe betingelser, der faktisk styrker trivsel.