Da lyset blev uklart
Da lyset blev uklart
En fortælling i serien De fantastiske hjerners rejse til Mulighedernes Land
Sano, Gamo og Rimo står sammen med Navigatoren i styrhuset.
Kikkerten ligger fremme.
Foran dem breder Livets Farvand sig ud.
Ude i horisonten ligger Mulighedernes Land.
Navigatoren peger mod vandet.
“Når vi bruger kikkerten, ser vi efter det, der er vigtigt at holde retning imod.”
Rimo tager den først.
“Jeg vil gerne have mere mulighed for at være sammen med venner og bevæge mig.”
Gamo tager den næste gang.
“Jeg vil gerne have, at det, jeg lærer og deltager i online, bliver taget alvorligt.”
Sano ser længe gennem kikkerten.
“Jeg vil gerne have mere plads til at være mig selv og skabe noget, der føles rigtigt.”
Navigatoren nikker.
“Det kan være noget, vi gerne vil åbne mere mulighed for. Men det kan også være noget, vi gerne vil beskytte, vedligeholde eller få tilbage, hvis det er blevet svært.”
Rimo ser på Gamo.
“Har du ikke allerede nogle fællesskaber online?”
Gamo trækker på skuldrene.
“Jo. Det er faktisk dér, jeg føler mig mest med.”
Navigatoren lægger et lille retningsflag på kortet.
“Så er det måske ikke noget, der først skal skabes. Måske er det noget, vi skal passe på.”
De står lidt stille.
Så tager Navigatoren et andet kort frem.
“Der er også blevet foreslået, at Gamo skal begynde i en fysisk gruppe en gang om ugen.”
Rimo nikker hurtigt.
“Det lyder da godt.”
Sano ser på Gamo.
Gamo ser ned.
“Det kan godt være, de mener det godt. Men jeg ved ikke, hvorfor det, jeg allerede har, ikke tæller.”
Rimo bliver stille.
“Jeg tror bare, de tænker, at det er bedre at være sammen med nogen i virkeligheden.”
Gamo ser op.
“Det er virkeligt.”
Nu siger ingen noget et øjeblik.
Navigatoren lægger hånden på roret.
“Jeg tror, vi er stødt på noget, vi ikke helt ser på samme måde.”
Sano nikker langsomt.
“Jeg tror heller ikke, vi mener det samme, når vi siger fællesskab.”
Navigatoren ser mod kysten.
Der ligger Kraftværftet.
Fyrtårnet lyser over bygningerne.
“Så tror jeg, vi skal lægge til et øjeblik.”
“Er vi faret vild?” spørger Rimo.
“Nej,” siger Navigatoren.
“Men der er noget, vi har brug for at blive klogere på, før vi sejler videre sammen.”
De lægger til ved Kraftværftet
De binder båden til kaj.
Inde i Kraftværftet er der flere rum.
Navigatoren åbner døren til Ordkløveriet.
“Lad os begynde med ordet fællesskab,” siger Navigatoren.
De sætter sig ved den store rulle.
Navigatoren skriver ordet midt på arket.
Fællesskab
“Det betyder jo bare at være sammen med andre,” siger Rimo.
“Ja,” siger Gamo. “Men jeg er jo sammen med andre online.”
“Og nogle tænker måske,” siger Sano, “at det kun tæller rigtigt, hvis man er samme sted med sin krop.”
Navigatoren skriver videre:
At høre til
At kunne deltage
At blive regnet med
At kunne være sig selv
At være forbundet med andre
De ser på ordene.
“Så måske,” siger Navigatoren, “handler fællesskab ikke kun om hvor man er, men også om hvordan man kan være med.”
De går videre ind i Forståelsesværkstedet.
Her lægger de situationen frem.
Gamo fortæller om dem, der spiller sammen, bygger ting sammen, hjælper hinanden og taler næsten hver dag.
Om grinene.
Om de fælles planer.
Om følelsen af at være ventet.
Rimo lytter.
“Det lyder faktisk mere som et fællesskab, end jeg først tænkte.”
Sano nikker.
“Ja. Men så forstår jeg også godt, at det kan føles forkert, hvis nogen taler om det, som om det ikke tæller.”
Navigatoren ser på dem.
“Nu forstår vi situationen lidt bedre. Men jeg synes stadig, der er noget, vi må se nærmere på.”
“Hvad?” spørger Gamo.
“Hvilken retning vores samarbejde egentlig skal holde her,” siger Navigatoren.
“Det tror jeg, vi skal op i lanternen med.”
Oppe i Fyrtårnets lanterne
De går op ad trappen.
Højere og højere.
Til sidst står de i Fyrtårnets lanterne.
Midt i rummet står bordet.
På bordet ligger bunker af love, konventioner, visioner, politikker og fælles beslutninger.
Ingen kan overskue det hele på én gang.
Men over bordet lyser de seks pejlemærker.
Navigatoren tager ét kort frem.
3. Inkluderende fællesskaber
“Heroppe finder vi ikke et færdigt svar,” siger Navigatoren.
“Vi undersøger det, vi allerede er fælles om og forpligtet på, så retningen kan blive tydeligere.”
De læser.
De taler.
De stopper op.
“Hvad betyder det egentlig,” spørger Rimo, “at et fællesskab er inkluderende?”
Navigatoren svarer ikke med det samme.
I stedet peger Navigatoren på kortet.
“Lad os prøve at spørge anderledes.”
“Giver vores samarbejde mulighed for, at Gamo kan høre til?”
“Giver det plads til, at det, der allerede bærer, kan blive taget alvorligt?”
“Åbner det flere reelle muligheder for deltagelse?”
“Eller prøver vi mest at få Gamo til at passe ind i én bestemt form?”
Gamo ser længe på kortet.
“Så spørgsmålet er måske ikke bare, om jeg skal gå i den gruppe?”
“Nej,” siger Navigatoren.
“Spørgsmålet er også, hvad vores samarbejde skal være med til at gøre muligt.”
Sano læser videre.
“Så retningen er ikke nødvendigvis, at Gamo skal væk fra det, der allerede fungerer.”
“Nej,” siger Navigatoren.
“Retningen kan også være at beskytte det, der allerede virker, og undersøge om der er andre muligheder, der kan åbnes uden at gøre det forkert.”
Rimo tænker sig om.
“Så vi skal ikke vælge mellem ‘online er godt’ og ‘fysisk er godt’?”
Navigatoren smiler.
“Nej. Vi skal blive klogere på, hvilke betingelser der gør det muligt for Gamo at høre til, deltage og have flere reelle muligheder.”
Lyset fra pejlemærket falder ud gennem glasset og langt ud over farvandet.
“Jeg tror, jeg kan se det tydeligere nu,” siger Sano.
“Jeg også,” siger Rimo.
“Det handler ikke om at finde det ene rigtige fællesskab. Det handler om, hvad vores samarbejde skal gøre muligt.”
Tilbage til båden
De går ned fra lanternen.
Ud gennem Kraftværftet.
Tilbage til kajen.
Da de igen står i båden, føles det ikke, som om alt er løst.
Men noget vigtigt er blevet tydeligere.
Navigatoren lægger hånden på roret.
“Nu kan vi vælge kurs på en anden måde.”
“Hvordan?” spørger Gamo.
Navigatoren ser på kortet.
“Nu spørger vi ikke først:
Hvordan får vi Gamo ind i det fællesskab, vi har valgt?
Nu spørger vi:
Hvordan beskytter vi det, der allerede bærer, og åbner samtidig flere reelle muligheder for deltagelse, hvis det giver mening?”
Rimo nikker.
“Så vi sejler ikke bare videre som før.”
“Nej,” siger Navigatoren.
“Vi sejler videre med lidt mere fælles retning.”
Sano ser ud mod horisonten.
“Så når lyset bliver uklart, kan vi lægge til ved Kraftværftet?”
“Ja,” siger Navigatoren.
“Og når det er selve retningen for samarbejdet, vi har brug for at se nærmere på, kan vi gå op i Fyrtårnets lanterne.”
Båden løsnes fra kajen.
Langsomt glider den ud på Livets Farvand igen.
Ikke med et færdigt svar.
Men med et klarere lys at navigere efter.
Navigatoren siger
“Nogle gange kan vi navigere videre med det samme.”
“Nogle gange støder vi på noget, vi ikke helt forstår, eller noget, vi ser forskelligt på.”
“Så kan vi lægge til ved Kraftværftet.”
“Her kan vi arbejde med sproget, forståelsen og det, vi står i.”
“Og hvis den fælles retning for samarbejdet ikke står helt klart, kan vi gå op i Fyrtårnets lanterne.”
“Her gør vi ikke alt simpelt.”
“Vi gør lyset tydeligere, så vi bedre kan finde vej sammen.”
