Vi står midt i det levede liv. Alt hænger sammen. Liv udvikler sig gennem variation. Deltagelse afhænger af betingelser. Og det, vi er en del af, er hele tiden i forandring.

Hvis det er sådan, livet er, opstår et spørgsmål:

Giver det så mening at forstå kompetencer som noget, vi kan opnå?

Vi taler ofte om kompetencemål i skolen.
Som om der er en målstreg, vi skal over.

Men kan man sige:
“Nu er jeg færdig med at tage stilling”?
Eller:
“Nu har jeg lært at deltage i dialog – jeg behøver aldrig øve mig igen”?

Det kan man ikke.

For det, vi kalder kompetencer, viser sig netop i det levede liv.
I situationer, der ændrer sig.
I sammenhænge, der ikke kan sættes på formel.

Det er noget, vi gør – igen og igen.
Ikke noget, vi bliver færdige med.

Så hvad er en kompetence egentlig?

Er det noget, vi kan sætte et flueben ved?
Eller er det noget, der viser sig i det, vi gør – i de muligheder, der er til stede lige nu?

Og hvad betyder det for den måde, vi arbejder med læring på?

Det spørgsmål folder vi ud i næste indlæg.

→Hvad mener vi, når vi siger kompetencer?